Hvad skal vi ha'? - Mad på film

Allerede i stumfilmen var mad centralt som visuelt virkemiddel. Charlie Chaplin spiser sin sko i The Gold Rush (1925), en ikonisk scene der både vækker latter og væmmelse, mens den samtidig fortæller om sult og overlevelse i guldfeberens barske verden. Senere har måltider været brugt til at etablere sociale hierarkier: selskaber i kostumedramaer viser overflod som i Barry Lyndon (1975), hvor overdådige middage bruges til at vise aristokratiets pragt og de sociale lag, mens den nøjsomme suppe i krigsfilm understreger sult, afsavn og afmagt som i Schindler’s List (1993), hvor mangel på mad skildres i koncentrationslejren og suppen bliver et symbol på ren og skær overlevelse.

At spise på film er altså sjældent neutralt. Men hvorfor ser vi så ikke oftere folk spise på film? Svaret er til dels praktisk. Film optages i mange takes, og en skuespiller kan simpelthen ikke tygge sig gennem portion efter portion, scene efter scene. Desuden bryder tyggen, smasken, gaflen mod tallerkenen og tavsheden ofte den dramatiske rytme. Når vi alligevel får det at se – som i de laaaange måltider i Eat Drink Man Woman (1994) – bliver det en bevidst understregning af, hvor stærkt maden binder os sammen.

Mad som spejl

Hvilke retter der serveres, ændrer sig ligeledes i takt med historien. I 1950’ernes amerikanske film var familiemiddagen og bøffen på tallerkenen ofte et symbol på velstand, idyl og kernefamilien, mens den i American Beauty (1999) symboliserer den amerikanske drøm i forfald – billedet af idyllisk harmoni, som i virkeligheden dækker over tomhed, kontrol og frustration.

Dokumentarer som Supersize Me (2004) og Food, Inc. (2008) har været med til at ændre publikums blik på fødevarer, hvorfor vi i nyere fiktion også oftere ser mere eksotiske køkkener, der viser globalisering og nye idealer – så når Chef (2014) hylder den enkle cubanske sandwich som kontrast til Michelin-ambitionerne, peger filmen på en bredere forståelse af maden. Mad er ikke kun et basalt behov for overlevelse eller et symbol for velstand men også fællesskab, autenticitet og håndværk.

Mad på film kan også udstille et bestemt samfundslag og en kultur som i Borgerskabets diskrete charme (1972) der nærmest udelukkende handler om et middagsselskab, der aldrig kan gennemføres. Det komiske, surrealistiske og foruroligende understreger, hvor meget sociale ritualer omkring mad betyder og i The Menu (2022) bliver haute cuisine til en grotesk magtleg, der afspejler samtiden, hvor luksusmad forbindes med ulighed og kontrol.
 

Når mad bliver uhyggeligt

Et særligt spor i filmen er de værker, hvor mad bliver skræmmende – hvor mennesker spiser mennesker. Her bliver måltidet ofte en metafor for grådighed, magt og tab af menneskelighed. I The Texas Chainsaw Massacre (1974) er familiens groteske middag kulminationen på filmens rædsel. Ravenous (1999) bruges kannibalismen som allegori for imperialistisk erobring og uendelig appetit. I Silence of the Lambs (1991) er Hannibal Lecters barbariske appetit en kontrast til hans sofistikerede manerer og raffinement.

Nyere film leger bevidst med disse koder. I The Menu (2022) bliver gourmetmåltidet til et teatralsk mareridt, hvor kroppe og hierarkier opløses og Fresh (2022) kobler datingkultur med kannibalisme, hvor kroppen reduceres til en vare. Her bruges madens iboende intimitet og sårbarhed til at skabe maksimalt ubehag.

At se folk spise på film kan altså være alt fra hyggeligt til dybt foruroligende. Madens rolle udvikler sig i takt med vores kultur, og den bliver langt mere end blot en hverdagsting, vi bare gør - den er fortælling, symbol, magt og konflikt. Den kan samle, splitte, skræmme eller forføre.