Litteratur

#Booktok - inspiration til læsning fra de sociale medier

Der bliver talt meget om bøger på de sociale medier, men hvilke bøger tales der om og hvem i alverden er Richard?

Af biblioteket

Læsningen trives på de sociale medier

Rigtig mange finder inspiration til deres læsning på de sociale medier, og her er Booktok i høj grad stedet man skal holde øje med. #BookTok er i virkeligheden bare et hjørne eller hashtag på platformen TikTok, hvor der bliver talt om bøger - ligesom bookstagram er det på instagram. Her anbefaler læsere bøger til andre læsere, og ofte er disse anbefalinger samlet under et superspecifikt emne, en litterær trope, eller sjove sammenfald. Her kan man f.eks. nævne "WTF, Richard" som en af dem.

WTF, Richard?

Konceptet er simpelt: Bøgerne, der anbefales her, har alle det til fælles, at der er en central karatker ved navn Richard, som tager nogle lidt, ja, tvivlsomme valg, der får store konsekvenser for historiens forløb, og som får dig til at udbryde: "What the f**k, Richard?", når du læser. Under denne overskrift - eller hashtag, om man vil - bliver der anbefalet bøger inden for dark academia genren. En genre, der præsenterer en idealiseret version af uddannelsesmiljøer, som universiteter og det klassiske udtryk. Der er både gamle kendinge, der får nyt liv, blandt anbefalingerne samt nyere værker, som måske ellers er gået under radaren.