Digitale tilbud

Bøgerne bag Oscarfilmene

Når bøger bliver til film, kan resultatet være Oscarværdigt. Her finder du film fra Filmstriben, der har været nomineret til eller vundet en Oscar for Best Adapted Screenplay.

Af biblioteket

Tre prisstatuetter i forgrunden med flere lignende statuetter bagved.

Med årets Oscaruddeling lige rundt om hjørnet er det oplagt at kigge nærmere på nogle af de historier, der begyndte som bøger – og senere blev til prisvindende film.

Oscar-kategorien Best Adapted Screenplay hædrer manuskripter, der bygger på allerede eksisterende værker. Her belønnes den kunstneriske evne til at omsætte en fortælling fra bog til film.

Her har vi samlet tre film fra Filmstriben, der alle har været nomineret til – eller har vundet – en Oscar i netop for deres filmatisering af et litterært forlæg.

Homers Odysseen → O Brother, Where Art Thou?

Den klassiske fortælling om Odysseus’ lange og farefulde rejse hjem fra Troja har inspireret utallige værker gennem tiden. Et af de mere overraskende eksempler er Coen-brødrenes film "O Brother, Where Art Thou?".

Filmen foregår i 1930’ernes Mississippi, hvor tre fanger flygter fra en arbejdslejr og begiver sig ud på en kaotisk rejse gennem det amerikanske syd. Undervejs møder de en række mærkværdige karakterer og farlige situationer - i en løs og humoristisk genfortolkning af Homers klassiske epos. Filmen blev nomineret til en Oscar for sit adapterede manuskript.

E.M. Forsters Howards End → Howards End

E.M. Forsters roman "Howards End" er en klassiker fra begyndelsen af 1900-tallet og kredser om klasseforskelle, kærlighed og sociale normer i det engelske samfund.

Filmatiseringen følger to familier fra vidt forskellige sociale lag, hvis liv gradvist flettes sammen. Den følsomme og velmodtagne filmatisering modtog en Oscar for sit adapterede manuskript.

Solomon Northups 12 Years a Slave → 12 Years a Slave

I sin selvbiografiske beretning fortæller Solomon Northup historien om, hvordan han i 1841 blev kidnappet og solgt som slave i USA – trods at han var en fri mand.

Filmatiseringen "12 Years a Slave" omsætter den stærke fortælling til en kompromisløs skildring af slaveriets brutalitet. Filmen blev bredt anerkendt og modtog en Oscar for sit adapterede manuskript.