Digitale tilbud

Månedens lydbog: Gamle venner går vild i kærligheden

En fortælling fuld af begær, hemmeligheder og gamle venner, der ikke helt ved, hvordan de vil leve. Romanen kan lyttes på eReolen uden at bruge af din månedlige lånekvote.

Af biblioteket

Bogcoveret ‘Kun til navlen’ af Linea Maja Ernst med tegnede høretelefoner omkring.

Fem gamle studiekammerater og to kærester mødes i en skovriderbolig ved en sø. De skal holde ferie, finde hinanden igen og fejre et bryllup, der skal stå i skoven syv dage senere.

Men under sommeridyllen ulmer alt det, ingen siger højt.

I "Kun til navlen" skriver Linea Maja Ernst sig frit og fantasifuldt videre på Shakespeares "En skærsommernatsdrøm". Resultatet er en moderne, normkritisk roman om parforhold, familieformer, venskaber og begær – og om hvor svært det kan være at finde ud af, hvem man vil være, når livet allerede ser ud til at være sat på skinner.

Venskaber farer vild i skoven

Romanen udspiller sig over syv dage. Karen og Esben vil giftes. Adam og Gry har familielivet med to små børn. Sylvia og Charlie er par. Og midt i gruppen står Kvæde, der som den eneste ikke er i et fast forhold, men som med sin frie, kærlige og bramfrie måde at være i verden på får noget til at forskyde sig omkring de andre.

For skoven gør noget ved dem alle sammen.

Gamle roller begynder at stramme. Forelskelser blusser op. Jalousi og tvivl sniger sig ind. Og spørgsmålet bliver, om de voksne egentlig har indrettet sig, som de ønskede – eller bare som man nu engang gør.

 

Lydbogen til sensommeren

Som lydbog får romanens mange stemmer en særlig intensitet. "Kun til navlen" er fuld af samtaler, indre monologer, skiftende perspektiver og følelser, der hele tiden bølger frem og tilbage mellem karaktererne.

Lydindlæser Signe Amtoft læser romanen op med blik for både rytmen, humoren og det dirrende ubehag under idyllen. Hendes oplæsning gør det let at glide ind i skoven sammen med vennerne og mærke, hvordan stemningen langsomt ændrer sig.

Det er en lydbog, der egner sig godt til dig, der kan lide romaner med stærke relationer, sanseligt sprog og karakterer, der ikke altid selv forstår, hvad de længes efter.

Nedenfor finder du andre lydbøger, der ikke tæller med i dine udlån.