Noveller til korte dage
En novelle kan læses på en eftermiddag og blive hos dig resten af efteråret.
Af biblioteket
En novelle behøver ikke flere hundrede sider for at ramme. Nogle går lige på, mens andre åbner sig langsomt og efterlader refleksioner, der varer længere end selve læsningen. Det gør noveller oplagte til efteråret. Du kan læse én i toget, under tæppet eller inden sengetid.
Snydt ud af næsen af Thomas Korsgaard
Thomas Korsgaard fortæller i 16 noveller om mennesker i en provinsby, hvor livets muligheder ikke er ligeligt fordelt. Han placerer paphvidvin, dyre havemøbler, biler, som ikke vil starte, og socialrådgivere præcis, hvor de skal stå, for at sætte scenen. Han rammer plet uden at ramme plat.
Børn bliver svigtet, voksne famler, og små hændelser kan sætte sig som store spor. Fortællingerne er socialrealistiske, direkte og fulde af den skæve humor, der kan få én til både at grine og få ondt i maven.
I sidste øjeblik af Claire Keegan
Claire Keegan har en særlig evne til at skrive præcist om alt det, mennesker gør ved hinanden og om alt det, de undlader at sige.
De tre noveller i "I sidste øjeblik" undersøger forholdet mellem kvinder og mænd. Her gemmer magt, forventninger og begær sig under samtaler og tilsyneladende almindelige møder. Keegan skriver uden overflødige ord, men med så meget spænding mellem linjerne, at fortællingerne føles langt større end deres sidetal.
Kroner og øer af Daniel Dencik
Hvad gør noget værdifuldt? Er det prisen, historien eller vores blik på det? Det undersøger Daniel Dencik i ni noveller med titler som "Guld", "Aktier", "Kunst", "Kontanter" og "Krypto".
Fortællingerne bevæger sig mellem penge, relationer, ensomhed og familie. Undervejs skifter tonen fra det undersøgende og rablende til det satiriske og grusomme. En skarp samling om den værdi, vi giver tingene omkring os og den magt, de til gengæld får over os.
Drømmerne og andre fortællinger af Stephen King
I 12 fortællinger udforsker Stephen King menneskesindets skyggesider. Her finder du både mareridt, seriemordere, mærkelige hændelser og mennesker, der pludselig står over for noget, de ikke kan forklare. En samling til dig, der gerne vil have spænding og gys i overskuelige doser og som tør læse videre, når efterårsmørket har sænket sig.
Mens det endnu er for sent af Tomas Espedal
Tomas Espedals noveller væver sig ind og ud af hinanden og leger med grænserne mellem fortælling, erindring og refleksion.
Teksterne kredser om både kærlighed, død, ensomhed og livet som forfatter, men retter også blikket mod migration, racisme og det moderne Europa. Det er en udfordrende og eftertænksom samling til dig, der gerne vil møde litteratur, som ikke udleverer alle svar lige med det samme.
Væsler på loftet af Hiroko Oyamada
Oyamada udfolder i sine tre historier tilsyneladende banale og moderne hverdagssituationer: en middag under en snestorm, et besøg i en lejlighed og en anden tilsyneladende almindelig situation. Det virker alt sammen meget normalt. Lige indtil middagen tager en særlig kontroversiel drejning. En umådelig tung fisk lander på fortællerens mave, og lejligheden er propfyldt med dusinvis af fyldte akvarier. Det er med disse vrid, Oyamadas surrealistiske pen for alvor tager grebet om situationerne.
Bogens historier omhandler temaer som moderskab og maskulinitet, og det at få eller ikke få børn. Samtidig får man en idé om det moderne japanske samfunds forestillinger om fx fader- og moderskab og kønsrollemønstre.
Noveller kræver ikke nødvendigvis meget tid, men de kan kræve noget af deres læser. Vælg én til i aften og se, hvor længe den følger dig.