Litteratur

Feel good til sweater weather

Her får du seks romaner, der kan bringe lys og varme til selv den mest regnvåde efterårsdag.

Af biblioteket

Person læser en bog i varmt lys iført blød striktrøje.

Efteråret behøver ikke kun at stå på mordgåder, gys og melankoli. Nogle dage kalder regnen og mørket på fortællinger, hvor håbet får det sidste ord, og hvor man kan lukke bogen med lidt lettere skuldre.

 

Brevbærersken

I 1934 ankommer Anna til en lille by i Apulien med sin mand og deres lille søn. Byens indbyggere kalder hende den fremmede, men Anna lader sig ikke kue. Da en stilling som brevbærer bliver ledig, søger hun jobbet og finder langsomt sin egen plads i lokalsamfundet.

En varm og medrivende historisk roman om mod, kærlighed og en kvinde, der nægter at lade andre bestemme, hvilket liv hun skal leve. Perfekt, når efteråret kalder på italiensk sol og en hovedperson med ben i næsen.

 

Boghandlen Cinnamon Bun

Hazel bestyrer boghandlen i den lille by Dream Harbor. Hun elsker bøger, men er knap så begejstret for selv at kaste sig ud i eventyr. 

Da hun finder en række mystiske ledetråde mellem boghandelens hylder, får den charmerende fisker Noah hende med på en skattejagt. Her får du bøger, småbyidyl og romantik. Tilsæt gerne en kanelsnegl.

 

Strikkeklubben

Jenny Colgan er mesteren i feel good-romaner, og hendes nye bog er ingen undtagelse. Gertie lever et stille liv på en lille skotsk ø. Hun arbejder i den lokale dagligvarebutik, bor stadig hos sin mor og bruger fritiden sammen med strikkeklubben. Inderst inde drømmer hun dog om både eventyr og kærlighed.

Da hun får mulighed for at arbejde i øens lufthavn, må Gertie vove sig ud af sin trygge hverdag. En lun fortælling om fællesskab, forelskelse og modet til at tro på, at livet stadig kan overraske.

 

Det lille tehus i Tokyo

Fiona kan næsten ikke tro sit held, da hun vinder en fotorejse til Japan. Men i Tokyo står hun pludselig ansigt til ansigt med den mand, der ti år tidligere knuste hendes hjerte: fotografen Gabe Burnett.

Mellem teceremonier, japanske retter og stemningsfulde gader får Fiona mulighed for at se både Gabe og sig selv i et nyt lys. En romantisk rejse fuld af farver, smage og traditioner til dig, der gerne vil langt væk fra efterårsregnen.

 

Hede nætter

Lisa er i fyrrerne, fraskilt og mor til to. Hverdagen består af lange arbejdsdage, endeløse huskelister og uforudsigelige hedeture – og hun har besluttet, at hun er helt færdig med mænd.

Så møder hun sin nye kollega Zach, der er lige så irriterende, som han er tiltrækkende. En morsom og hjertevarm roman om overgangsalder, familieliv og den besværlige kærlighed, der ikke altid respekterer ens beslutninger.

 

Boghandlen i fyrtårnet

Rachel har fundet et stille liv i den skotske landsby New Dunbar, hvor hun arbejder i en boghandel indrettet i et gammelt fyrtårn. Da boghandelens ejer dør, viser det sig, at tårnet gemmer på en stor og tragisk hemmelighed.

Her mødes bøger, vindblæst kyst, landsbyfællesskab og gamle familiehistorier i en varm fortælling med både alvor og spirende kærlighed. Som skabt til en efterårsdag med blæst mod ruderne.