Digitale tilbud

Månedens lydbog: Superskurk

Månedens lydbog er ”Skurk” af Anna Juul, om Anna Juul, indlæst af Anna Juul. Lyt til en både hjerteskærende og underholdende fortælling om et liv med psykisk sygdom.

Af biblioteket

Lydbogen Superskurk og grafik af høretelefoner

Anna Juul har været meget aktiv i samfundsdebatten, hvor hun især har udtalt sig om problemer i behandlingen af psykisk sygdom. For denne indsats har hun tidligere modtaget prisen som Årets Sundhedsdebattør. Forfatteren er i øjeblikket aktuel med bestselleren "Sød Tøs" om identitet og gruppedynamikker i en venindegruppe. I sin foregående roman "Superskurk" fortæller hun med stort sprogligt overskud om et liv med psykisk sygdom. Det er både hjerteskærende og underholdende.

Fuld plade i psykiatrien

Anna har siden sine teenageår været ramt af psykisk sygdom. Faktisk har hun haft, hvad hun selv kalder ”… fuld plade i psykiatrien, …”. Nu er det som om, det lysner: Hun har fået et fast job med voksenløn, hvor hun er ansat til at lave "fed fjernsyn", hun er forlovet, og meget snart fylder hun 30, og dét skal fejres med en kæmpe fest på Refshaleøen med en masse kendte mennesker. Måske går det ikke helt som planlagt.

Traumebingo

Stilsikkert og hudløst fortæller Anna i et rapt og overskudsagtigt talesprog om alt det smertefulde, der nærmest står i skærende kontrast til den Juul’ske humor, som aldrig fornægter sig. Hvis Annas ærinde er at slå fast, at man godt kan slynge jokes af sig, mens man er dybt ulykkelig, så lykkes det til fulde. Man er ikke et sekund i tvivl om, hvor hårdt det er at slås med indre dæmoner, og historien – som er Anna Juuls egen – er fortalt med et kæmpe sprogligt overskud. 

En af os

Bogen er et både vigtigt, men også anderledes, værk om, at være psykisk syg. Lyt til bogen i Anna Juuls oplæsning og med hendes egen opfordring:  

”NÅR NU 10 % AF DANSKERNE HAR EN PSYKISK SYGDOM LIGE NU, SÅ BURDE 10 % AF ALLE DE BØGER, DER UDKOMMER LIGE NU – KRIMI- OG KOGEBØGER INKLUSIVE – VEL STATISTISK SET OGSÅ HANDLE OM PSYKISK SYGDOM…”