Digitale tilbud

Månedens blå: Kongekabale

Månedens blå bog er første bind i Niels Krause-Kjærs serie, der tager pulsen på vores hjemlige, Christiansborgske andedam, og giver en tidløs skildring af magt.

Af biblioteket

Forside af den politiske spændingsroman Kongekabale med stregtegning af Christiansborg i baggrunden.

“Kongekabale” er første bind i serien om journalisten Ulrik Torp, og en af de mest markante danske politiske spændingsromaner.

Serien sammenlignes ofte med den populære tv-serie “Borgen” på grund af bøgernes fokus på politiske magtkampe i medieverdenen og på Christiansborg, og den anbefales til alle politiske dyr, der interesserer sig for magtspil og Christiansborg-intriger.

 

Den samvittighedsfulde journalist 

Serien følger journalisten Ulrik Torp, der ofte befinder sig i centrum af beskidte, politiske magtspil, og må navigere mellem sandhed og spin.

Ulrik Torp kæmper med både branchens forfald, fyringsrunder og personlige kriser, mens han stædigt afslører magtmisbrug og politiske intriger. Han spilles af Anders W. Berthelsen i filmatiseringerne af “Kongekabale” og “Mørkeland”.

 

Endnu en filmatisering på vej

I seriens tredje roman, “Fandens forår”, som forventes at få premiere senere i år, er Ulrik Torp blevet midaldrende og kørt ud på et karrieremæssigt sidespor, hvor han skriver nekrologer til provinspressen.

Filmen instrueres af Mikkel Serup, mens Nikolaj Arcel, som også instruerede “Kongekabale”, står for manuskriptet.

Læs bøgerne inden filmen, eller hør lydbøgerne, der læses op af prominente skuespillere som Lars Bom og Søren Pilmark.