Litteratur

Theis Ørntoft skriver fra mørkekammeret

Theis Ørntoft er aktuel med den roste og selvbiografiske roman "Habitat", hvor han skildrer en periode præget af dyb personlig krise, angst og isolation.

Af biblioteket

Forfatteren Theis Ørntoft foran en grå mur
Theis Ørntoft Foto: Ib Helles, Forfatterweb

I Theis Ørntofts seneste roman “Habitat” hvirvles vi ind i et selvbiografisk univers, hvor hovedpersonen efter et brud med sin kæreste isolerer sig i et faldefærdigt hus på Møn. Her går han i gang med at researche til en ny roman, men glider samtidig dybere og dybere ned i sine mørke tankestrømme. Handlingen udspiller sig over en femårig periode og rummer store udsving for Theis. I en lang periode har mørket så meget tag i ham, at han ikke kan skrive. Finder han vej tilbage til kærligheden og håbet?

Om forfatteren

Fra Forfatterwebs portræt

Theis Ørntoft debuterede i 2009 med den stilsikre og frække digtsamling ”Yeahsuiten”. I de efterfølgende udgivelser, ”Digte 2014” og debutromanen ”Solar” fra 2018, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning. Her træder mere alvorlige temaer som klimakrise og menneskets manglende forbindelse til naturen og hinanden frem som vigtige temaer. Slægtsromanen ”Jordisk” fra 2023 fortsætter i samme spor, men er skrevet i en mere traditionel prosa end de tidligere udgivelser, og ”Habitat” fra 2025 trækker veksler på forfatterens eget liv.