Litteratur

Det eventyrlige Mumi-univers fejrer 80 år

Mumi-jubilæet markerer 80 år med Tove Janssons magiske historier om Mumitrolden, Lille My, Mumrikken og alle de andre fantastiske væsner fra Mumidalen.

Af biblioteket

Billede af Mumitroldene i Mumidalen fra Filmstriben
Foto: Filmstriben, Mumitroldene sæson 2

Siden den første Mumi-fortælling kom til verden den 9. august 1945 har generationer af læsere nydt Tove Janssons unikke historier om Mumitroldenes eventyrlige verden. 

Den første historie om Mumitroldene udkom samtidig med afslutningen af 2. verdenskrig.  I "De små trolde og den store oversvømmelse" bliver Mumimor og Mumitrolden efter mange prøvelser genforenet med Mumifar efter hans forsvinden. Historien kan ses som en forhistorie til de øvrige Mumitrolde-fortællinger, da de fleste figurer først introduceres i den næste bog, "Kometen kommer" fra 1946.

"De små trolde og den store oversvømmelse" markerer starten på et eventyrligt og fantasifuldt univers, der har haft stor betydning for børnelitteraturens udvikling. For Mumidalen rummer universelle følelser, venskaber, fantasi og varme på børnenes præmisser, men også en underliggende dysterhed med realismenære problematikker og lurende farer i udkanten af den trygge Mumi-boble.

Nu kan Mumitroldene så fejre 80-års jubilæum som det fineste bevis på, at børn som voksne stadig elsker de søde, sære og forunderlige figurer fra Mumidalen. For også i dag kan verden opleves som et utrygt sted, og dermed har historierne og karaktererne fortsat relevans i vores hverdag. 

Hvem var Tove Jansson?

Icon Description

Tove Jansson (1914-2001) var en finlandssvensk maler, tegner og forfatter. Tove Jansson er verdensberømt for sine Mumitrolde, men fra 1970 skrev hun kun voksenlitteratur. Der er dog mange sammenfald mellem Mumiuniverset og Tove Janssons voksenprosa. 

Udover at trække på sin egen families historie har Tove Jansson i sine voksenbøger videreført den nysgerrige, sansende åbenhed, som kendetegner barnets møde med verden, og i fortællingerne blander det hverdagslige sig med en livlig fantasi. Her er også den samme balancegang mellem det idylliske og det faretruende, mellem livskraft og melankoli.

Kilde: Forfatterweb.dk