Litteratur

Du er vigtigere, end du tror: Læs lidt. Giv meget.

Forældre gør en større forskel for børns læselyst, end de tror, og det behøver ikke være svært! Vi guider dig til mere læselyst i familien.

Af biblioteket

Læs lidt giv meget_teaserbillede

Mange forældre oplever, at deres barn læser mindre og mindre, jo ældre det bliver. Det er ikke kun en fornemmelse. En rapport fra Rudersdal Kommune viser nemlig, at børns læseglæde falder markant gennem skoleårene. Samtidig peger rapporten på, at tidlige erfaringer med sprog og bøger har betydning mange år senere, og at højtlæsning, biblioteksbesøg og interesse for historier og sprog før skolestart giver større læseglæde gennem skoleårene. 

Hjemmets læsekultur (far og mor!) har med andre ord afgørende betydning for, om børn udvikler og bevarer lysten til at læse.

 

Du er vigtig! Men hvad skal du gøre?

Det kan faktisk ikke understreges nok, hvor vigtig du er for dit barns læselyst - men vi forstår godt, hvis det er lidt uoverskueligt med alle de rapporter, undersøgelser og løftede pegefingre. For hvad skal du egentlig gøre - helt konkret - for at hjælpe dit barn? Vi er dykket ned i rapporten fra Rudersdal for at finde de bedste råd til dig som forælder.

Læs selv

Der er en klar sammenhæng mellem forældres egen læsning og barnets lyst til at læse. Når dit barn ser, at du læser en bog, avisen eller et magasin, sender det nemlig et vigtigt signal: Læsning er noget, voksne også gør, fordi det er interessant og giver værdi.

Byt skærmtid ud med lyttetid

Der er en negativ sammenhæng mellem skærmtid og børns læseglæde: Børn med meget skærmtid har generelt mindre lyst til at læse. Hvis dit barn bruger skærmtid til at slappe af efter en lang dag, kan I prøve at lytte til en lydbog i stedet. Det er ikke snyd med lyd!

Gå på biblioteket …

Der er en tydelig positiv sammenhæng mellem børns biblioteksbrug og deres læseglæde. Når du tager dit barn med på biblioteket, kan det selv vælge bøger, blive inspireret og opdage nye interesser. Samtidig bliver læsning en fælles aktivitet, som forbindes med hyggelige oplevelser.

… og lån masser af bøger med hjem

Jo flere bøger børn har omkring sig, desto større er sandsynligheden for, at de får lyst til at læse. Et hjem, hvor bøger er synlige og bliver brugt, viser barnet, at læsning har en naturlig plads i hverdagen. Så du kan roligt slæbe hele serien om Gurli Gris eller Minecraft med hjem fra biblioteket, næste gang I kommer forbi.

Tal om det, I læser

Forældre taler ofte med deres børn om skole og læring, men langt sjældnere om selve læseoplevelsen. Samtaler om bøger, historier, personer og handling kan styrke barnets interesse for læsning. Spørg dit barn, hvad der var spændende, sjovt eller overraskende i bogen. Del dine egne læseoplevelser, og vis nysgerrighed over for det, barnet læser.

 

Læs lidt. Giv meget.

Lyder det stadig lidt overvældende det hele? Det behøver det ikke at være! Hvis du føler dig på bar bund, peger rapporten især på disse tre ting, som kan styrke børns læselyst:

  • Læs selv (så dit barn oplever, at læsning er en naturlig del af de voksnes hverdag).
  • Prioritér læsetid (også når barnet bliver ældre og selv kan læse).
  • Tag stilling til jeres medievaner (og skab balance mellem læsning og skærmtid).

Små hverdagsvaner kan have stor betydning, men husk, at der ikke findes én rigtig måde at læse på. Måske er det tegneserier og aviser, der fungerer for dig - måske er det lydbøger eller pegebogen med Mimbo Jimbo, som du allerede har læst 200 gange før, der fanger dit barn lige nu. Måske er det morgen, måske er det aften, i sofaen eller i bilen. Det er ikke så vigtigt ...

Bare læs lidt - det giver meget!

Kh. Bibliotekerne