Dagbogsfortællinger til børn og unge
Vi sætter spot på en af de rigtig populære genrer blandt børnene: dagbøgerne. Her får du en kort intro til de allerbedste - de genkendelige, de gakkede og de alvorlige fra Wimpy Kid til Anne Frank.
Af biblioteket
Hjælp, mit barn læser dagbøger
Dagbogen kommer i mange former og farver med og uden illustrationer, realistiske og særdeles fjollede. Til de mest kendte af de illustrerede dagbøger hører Wimpy Kid, Mira og Mynte. Måske kender og elsker dit barn allerede nogle af dem?
Dagbøgerne kan være svære at få overblik over, men der er masser af guld at hente. De fleste illustrerede dagbøger er henvendt til 9-12-årige. Her guider vi dig til dem, der vil vække læselysten hos netop dit barn.
Fiktiv eller personlig?
De fleste af dagbøgerne her på siden er fiktive dagbøger som er skrevet af voksne forfattere til børn. Børn kan dog også selv skrive dagbøger og endda få dem udgivet. Se bare den jødiske teenager Anne Frank, der dokumenterede sine egne oplevelser og satte sit præg på verdenshistorien. Dagbogen er en vej til at udtrykke sig og fortælle sin egen historie, både til nutiden og eftertiden - det er der power i!
Rimeligt realistiske dagbøger
Hvis dit barn godt kan lide at læse om andre børns hverdag - om venskaber og forviklinger i klassen, søskende, der driller, livet som skilsmissebarn og begyndende pubertet, så er disse titler et godt sted at begynde.
Et særligt kendetegn ved dagbogsgenren er, at man kommer helt ind i jeg-fortællerens tanker og følelser. Man er med, når det er pinligt, og får indblik i det, der kan være svært, når man er et barn på kanten af at være ung. Læseren kan spejle sig i fortællerens udfordringer og opleve, at de ikke er alene om at bakse med kroppen, vennerne og ikke mindst forældrene.
I "Penny tegner en god ven" har Penny angst, og selvom det giver hende udfordringer, så er det også med til at gøre hende til den, hun er. Gennem den illustrerede dagbogs humoristiske stil, glider de svære emner lettere ned.
Til dig, der elsker gakket humor
Må det godt være skørt og fjollet med tempo og action? Vil du helst læse om en hverdag, der er langt væk fra din egen? I disse dagbøger møder du zombier, guder og helt ualmindelige hverdagsproblemer sat på spidsen.
Dagbøger, der gør indtryk
Dagbogsgenren spænder vidt, og her er vi kommet til den alvorlige ende, hvor temaerne blandt andet er mobning, ensomhed, livet som flygtning og dokumentariske krigserfaringer.
Gennem dagbøgerne får man - som i al anden litteratur - chancen for at komme helt tæt på nogle personer, som enten minder om én selv eller lever helt anderledes liv. Uanset om det er en zombiedreng, der kæmper med ganske genkendelige hverdagsproblemer, eller en helt almindelig pige, som tilfældigvis bliver flygtning. Og som læser kan man måske også få lyst til at fatte pennen og sætte ord på sin egen hverdag?
Uanset om dit barn er til gak eller alvor, kan dagbogsgenren være en vej til læselyst. Held og lykke - og spørg din bibliotekar, hvis du har brug for mere inspiration.