Bøger med god lyd til din festivalsommer
Endelig festivalsæson! Varm op med fire vellydende bøger, der kan lånes på biblioteket og eReolen.
Af biblioteket
Er du mest til NorthSide, Roskilde, Heartland, Tønder Festival eller måske Copenhell? Varm op med fire vellydende bøger, der kan lånes på biblioteket og eReolen.
Min stemme er i overgang …
”Hundrede børn” af Fine Gråbøl danser med mystikken på kanten mellem rene og knækkede toner, barndom og ungdom, levende og døde.
Noget er på vej, og skal man sidde ned, når lærerne siger det, eller skal man (op)stå? Karl er næsten 12 år og går i sjette klasse på en sangskole. Hver dag skaber han som andensopran noget skønt sammen med vennerne på en bund af traditioner, rytme, gentagelser, vilde præstationer og mystiske historier om tidligere tiders sangkorsdrenge. Men puberteten nærmer sig sammen med tvivlen, afsøgningen og forandringerne. Kan man være ensom i fællesskabet? Selvfølgelig kan man det! Skal man finde de skridsikre sko frem, når skolen begynder at hælde? Selvfølgelig skal man det!
Romanen styrer stilsikkert mod en mystisk forvandling og et vægtløst fællesskab. Først ligger kursen som en næsten umærkelig tone, siden som en utrolig solo.
Klaverstemmerens kosmos?
Signe Brønseruds ”Om et klaver” er en bog om at få det hele til at spille på jobbet og i privatlivet.
Henning bor alene på sin fædrene gård og passer hus, have og dyr efter et sindrigt system. Med sine hænder kan han holde liv i alt i haven. Når Henning arbejder, håndterer hænderne klaverer, og han elsker at få den helt rigtige tone frem. Desværre er mange nyere klaverer noget billigt bras, der sjældent holder kammertonen mere end et par uger efter hans seneste besøg.
Henning har nok at se til med hus og job. I fritiden fylder bedstevennen Mogens meget, og Elise er nu også ret sød. Men Henning savner mening i sit liv. Meget belejligt får han en meget tidskrævende idé: Han vil bygge sit eget klaver! Snart glemmer han alt om venskab, kærlighed og hverdagsrutiner.
”Om et klaver” er en klaverstemmers ærlige dagbog. 129 gode sider om kvalitetsfrustration, kærlighed og livslange venskaber.
Et klaver mer’
I Beijing bor den nygifte Song Yan, hovedpersonen i An Yus elegante roman ”Efterklang”.
Da hun blev gift, opgav Song sin karriere som koncertpianist. Snart erfarer hun, at hendes mand, Bowen, ikke vil have børn, og at svigermoren inden længe flytter ind på ubestemt tid.
Heldigvis kommer Song ud af lejligheden, når hun skal undervise børn i klaver, men det bliver helt svigermorklaustrofobisk, da Bowen tager på en lang forretningsrejse, og snart slår Songs liv sprækker.
”Efterklang” er en elegant og gådefuld bog om ensomhed og grænser, hemmeligheder, pligter og længsler. Om hvor godt eller hvor lidt man egentlig kender andre mennesker.
Drøm og virkelighed flyder sammen, da Song møder en verdensberømt koncertpianist, der har været forsvundet i ti år. Hun taler med ham og spiller klaver sammen med ham i et forladt hus et sted i den mastodontiske by. Talende svampe forstyrrer Songs søvn. Måske har de forbindelse til den forsvundne verdensstjerne.
Lige i skabet! Mød en lydbogsindlæser
En lydbogsindlæser kan hurtigt få os til at elske eller afvise en lydbog!
Med romanen ”Flora” byder Sidsel Falsig Pedersen på sjov og tør socialrealisme. Her driver tilfældighederne værket sammen med en allestedsnærværende akavethed. Smut med indenfor i et lille liv; find ud af, om man kan være ensom som tvilling, hvor svært det kan være med andre mennesker, og hvor vigtige (lyd)bøger er.
Tvillingerne Flora og Rosa har en onkel i Sydeuropa. Nu er han kommet på rekreationshjem, så nogen skal passe hans lejlighed med havudsigt og kat. Tvillingerne flytter ind!
Flora, der arbejder som lydbogsindlæser, tager uden store udfordringer arbejdet med sig. Hun fortæller: ”Jeg læser hurtigt og tydeligt, og min chef er tilfreds. Vi har mest kontakt på mail.” Åh, så meget man kan sige med få ord! For Flora er opholdet velkomment. Der sker nemlig ikke ret meget i hendes liv derhjemme – bortset fra, at der er rotter i kælderen. Et lydbogsrum indrettes i onklens bryggersskab med dobbeltdøre. Åbner man dørene, kan man sidde på en stol med computeren på en hylde i skabet.
Jo, alt er godt under sydens sol, men snart må søstrene hjem igen ..