Jonathan Safran Foer skildrer med barnets følsomhed og nysgerrige logik de menneskelige konsekvenser ved terrorangrebet, der forandrede verden. 

Tænk, hvis man byggede højhuse begge veje, så kunne de levende bo i etagebyggerier ovenpå de dødes etagebyggerier (og så ville man altid være tæt på hinanden, uanset tilstand). 
Eller tænk, hvis man satte mikrofoner på alles hjerter, så vi alle kunne høre hinandens hjerteslag. 

Eller tænk, hvis Oskar havde taget telefonen, da hans far ringede den dag. 

En hændelse, der gør støvlerne meget tunge

Oskar er ni år gammel. Han er opfinder og bor med sin mor i New York. Han spiller tamburin, taler fransk, og så har han ikke nogen far længere. Han omkom i World Trade Center d. 11. september, 2001. 

Derfor har Oskar meget tunge støvler. Og derfor opfinder han uafbrudt ting og sager, der kan gøre tilværelsen lidt lettere. Som en elkedel, der kan tale og fortælle historier med hans fars stemme. Eller en bruser, hvis vand skifter farve efter ens humør. 

Oskar har lært det med fantasi, gåder og mysterier af sin far. Så da han et år efter 9/11 finder en konvolut med en nøgle blandt farens efterladte ting, tolker han det selvfølgelig som en gåde, han skal løse. Og mysteriet bringer Oskar ud på en større tur gennem metropolen, hvor han møder en masse forskellige mennesker. 

Man kan ikke gøre det gjorte ugjort igen

I "Ekstremt høj og utroligt tæt på" kan Oscar opfinde en fotomaskine, der kan bytte rundt på billederne af faldende kroppe, så mennesker i stedet hopper ind ad vinduerne igen. Læserne bliver mindet om, at selvom det er 24 år siden, tårnene faldt, er der stadigvæk mennesker, der mangler i verden som følge af den dags begivenheder. 

Safran Foer skriver enormt rørende, levende og aldeles finurligt om den niårige dreng, der søger en mening, hvor der ikke er nogen.