Sammen om Beredskab
Hvad gør vi, hvis strømmen forsvinder? Hvis internettet og mobilnettet går ned? Hvis en af de små og store kriser, som fremtiden synes at true med, pludselig bryder ud?
Af biblioteket
Beredskab: Ikke kun et spørgsmål om nødrationer
Beredskab handler om meget mere end nødrationer, batterier og førstehjælpskasser. Det handler også om at være mentalt, socialt og demokratisk rustet til at håndtere kriser. Når uventede hændelser rammer, er det ikke kun myndighedernes beredskab, der gør en forskel. Naboskab, fællesskab, viden og evnen til at hjælpe hinanden er mindst lige så vigtigt.
Beredskabet begynder før krisen
Et stærkt beredskab skal forberedes og bygges op i hverdagen. Det handler også om at udvikle vores dømmekraft, kritiske sans og evne til at handle sammen med andre.
Her spiller biblioteket en vigtig rolle som mødested og forum for oplysning, dialog og fællesskab. Gennem arrangementer, debatter, workshops og videndeling kan bibliotekerne være med til at styrke både den praktiske og den demokratiske beredskabskultur.
Besøg en Beredskabsdag
Som en del af kampagnen afholdes der beredskabsdage på biblioteker over hele landet. Her kan du møde eksperter, frivillige organisationer, lokale aktører og andre med interesse for beredskab.
Beredskabsdagene byder blandt andet på inspiration til, hvordan man kan forberede sig på forskellige typer af kriser, lære mere om førstehjælp, robust kommunikation, informationssikkerhed og lokalt samarbejde. Samtidig lægges der vægt på samtalen om, hvordan vi skaber stærke fællesskaber og hjælper hinanden, hvis samfundet bliver sat under pres.
Vidste du at…
- 46% ikke har forberedt sig på en eventuel krise? De har hverken fulgt myndighedernes anbefalinger eller talt med familie/naboer om kriser.
- 82% vil dele deres mad med naboen i en krise 42 % vil dele med det samme, mens 40% vil dele, hvis deres egen husstand har nok. 2% vil ikke dele, selvom deres egen familie har nok til 3 døgn.
- 20% af de 18-34 årige mener, at det primært er myndighedernes ansvar, at de kan klare sig i en krise. For aldersgruppen 56+ er det kun 4%.