Poetisk pause: Ordene falder som blade
Drømmer du om sol og sommer? Eller måske om at gå i hi?
Poesien har døre ind til mange typer humør, så uanset hvordan dit efterår ser ud, kan du finde et digt, der passer til dig.
Herunder kan du finde et par bud på virkeligt gode ord, når løvet falmer og vi så småt finder vintertøjet frem.
Af biblioteket
Efterår er brunt. Efterår dufter af muld. Efterår føles som kold vind i ansigtet. Men hvordan lyder efteråret?
Nogle af de største poeter har gennem tiden sat ord på årstiderne. Og nu, hvor vi er blæst ind i september, og sommervarmen trækker sig til fordel for efterårets vilde vejr – og (måske) ditto følelser, har vi samlet de bedste efterårsdigte.
Det er tekster om blade, der falder, om ensomhed, om mørke, men også om stjerner, om at bevare optimismen og om skønheden ved naturens gang.
Vi starter med et digt af Rainer Maria Rilke fra 1902, oversat af Thorkild Bjørnvig, og bevæger os derfra ud i poesiens ordstorme.
Herunder kan du finde uddrag og anbefalinger til de digte, der (forhåbentlig) får dig i efterårshumør.
Efterår
Bladene falder, hvirvles langt omkring,
som visnede i Himlen fjerne Haver;
de falder, vægrende, med store Sving.
Om Natten falder Jorden, tung og stum,
fra Stjærnerne til Ensomhedens Rum.
Vi falder alle. Denne Haand vil falde.
Se paa de andre, se: det er i alle.
Dog er der Een, og altings Falden ender
uendeligt forsigtigt i Hans Hænder.
(Rilke, 1902)