Lyt til digte og bliv berørt
Af Lise Vandborg

”Det er svært at læse digte.” Desværre er det nok en ret udbredt forestilling, og mange fravælger at læse poesi. Det er en skam. For poesi kan i kraft af et særligt sprog og anderledes form vise os verden på ny. Ikke mindst når vi lytter til den!
Lyt til digte
Hvis man oplever at digte er svære at læse og virker uforståelige, er det en god ide at læse dem højt for sig selv.
For ved at læse højt får man nemmere digtenes musikalitet med – deres rim og rytme – og digte kan med fordel lyttes til. For med musikaliteten følger følelserne. Digte skal ikke altid forstås, som vi lærer i skolen. Mindst lige så værdifuldt er det at føle dem. Så i stedet for at vi leder efter, hvad vi tror, et digt betyder, skal vi måske snarere mærke efter, hvad digte og deres musikalitet og metaforer får os til at føle. Spontant!
Når digtere læser deres egne tekster op, giver det også ofte digtene en ekstra dimension.
”Underliggørelse”
Den russiske litteraturforsker Viktor Sjklovskij forklarer med sit begreb ”underliggørelse”, hvordan poesi kan ændre vores blik på verden. Ifølge Sjklovskij kan vores blik blive ”automatiseret”, hvilket vil sige, at vi ser det, vi forventer at se, når vi kigger os omkring. Derfor kommer vi til at se hen over fænomenerne, og så vil verden hverken forundre eller fascinere os.
Sjklovskij mener, at poesi kan ”af-automatisere” vores blik: For med sin særlige måde at tale om verden på – ved brug af rim, rytme, metaforer og metrik – ”underliggør” poesien verden, og den får os dermed til at betragte verden og reflektere over den på ny.
Hermed en opfordring til at lytte til digte – få inspiration til hvilke nedenfor.