Litteratur

UGE17: Mental trivsel med bæredygtigt håndarbejde

Tekstilreparation har fået en renæssance, og mange finder ro i håndens arbejde.

Af biblioteket

Tags

Krea
Grafik af en symaskine.

Tekstilreparation har fået en renæssance. Heldigvis, for vores klode kan slet ikke tåle den brug-og-smid-væk-kultur, som har været fremherskende de sidste 30 år. Samtidig er der mange, der finder ro i håndens arbejde.

 

Craft psykologi

Måske har du selv oplevet at glemme tid og sted, når du syr, strikker, laver mad eller roder i haven? Ph.d., psykolog og håndarbejdslærer Anne Kirketerp har skrevet en forskningsbaseret bog om, hvad der sker, når vores hænder tager over, og fordybelsen sætter ind. Det har nemlig en positiv effekt på vores mentale sundhed og trivsel.

Forfatteren kommer både ind på konkrete “craft-øvelser”, som man kan bruge til at håndtere udfordringer som fx stress, og hun beskriver craft-psykologi-modellens effekter såsom flow, ro og nærvær, inden hun runder af med det teoretiske fundament bag psykologien.

Upcycling

Drømmer du om at skabe dit eget luksustøj med et feminint, romantisk strejf, bør du kaste dig over skrædder Signe Eriksens bog "Upcycling. Sy yndlingstøj af genbrugsfund og stofrester". Her forvandler hun enkelt tøj til unikt yndlingstøj. Idéen er at droppe billigt fast fashion, rydde op i det tøj, du allerede har, og med nål og tråd forvandle det til en eksklusiv garderobe.

Bogen er gennemillustreret med trin-for-trin-fotos og rummer 26 syprojekter, der både udføres på maskine og i hånden. Den indeholder desuden skabeloner, enkelte mønstre og kapitler om upcycling og tekstilfibre samt henvisninger til forfatterens hjemmeside med flere tips og tricks. Bogen henvender sig til både nye og erfarne syentusiaster.

Visible mending

Det er drønærgerligt, når der går hul på yndlingstrøjen, men det behøver ikke være et farvel. "Visible mending. Reparér, forny og genbrug dit yndlingstøj" viser og forklarer reparationsteknikker, hvor lapning m.m. ikke skjules, men bliver en del af tøjets design – fx gennem broderi, stoftryk, applikationer og vævestopning.

Bogen indledes med teknikafsnit, illustreret med tegninger og fotos, og guider derefter til konkrete projekter med trin-for-trin-beskrivelser.