Litteratur

Gode bøger med vintervejr

Vinterferien er årets koldeste ferie. Pak dig godt ind og find inspiration til gode læseoplevelser her.

Af biblioteket

Foto: Nils Rasmusson

Vintervejret er en vigtig og nogle gange afgørende medspiller i de romaner, vi har fundet frem til dig og din vinterferie. 

Du kan fx sne inde i en savmølle, der er dækket af flere meter sne, i Canada med romanen Isens greb af den canadiske forfatter Alexi Zentner eller tage med på en livsfarlig kanetur i Rusland sammen med en herre og hans tjener i den lille, gribende roman Herre og tjener af Tolstoj.

Er du mere til nordisk litteratur, anbefaler vi den smukke og hjerteskærende roman Is af Ulla-Lena Lundberg, hvor vejret sætter stemningen, eller Katrine Marie Guldagers Bjørnen, hvor en snestorm, en vred kvinde og en bjørn kæmper om overtaget.

Nogle gange spænder vind og vejr ben for de planer, man havde lagt, og tingene bliver besværlige, hvis ikke ligefrem umuliggjorte, af hård frost eller ufremkommeligt føre.

Dét oplever hovedpersonen i David Parks roman Under fremmed himmel, da han i voldsomt vintervejr kaster sig ud i en lang køretur for at hente sin søn hjem.

Også ægteparret i den nervepirrende og ildevarslende Sten saks papir af Alice Feeney kæmper sig frem til deres uhyggelige bestemmelsessted gennem snedriverne, og i Karen Fastrups Begravelsen bliver netop en begravelse udskudt på ubestemt tid, da jorden er bundfrossen. I den eventyrlige Tyvenes by af David Benioff er to unge mænd på jagt efter noget så sælsomt som 12 æg i det belejrede og iskolde Leningrad i 1942.