Kostskoleliv

Spændende romaner fyldt med traditioner, hemmeligheder, svigt og stærke venskaber

Af biblioteket

Kostskolen er et miljø, der både fascinerer og forarger – og som igen og igen danner rammen om stærke fortællinger. De lange gange, de gamle traditioner og de tætte fællesskaber skaber et særligt univers, hvor unge mennesker befinder sig midt mellem barndom og voksenliv. Her opstår både venskaber, konflikter og hemmeligheder, som kan få konsekvenser senere i livet – og måske endda for næste generation.

Gud bliver til – på kostskolen

En af de nyere danske romaner om kostskolelivet er Gud bliver til af Jens Blendstrup. Romanen fungerer som en forhistorie til hans roman Gud taler ud og giver et indblik i, hvordan hovedpersonen “Gud” formes af sine år på Herlufsholm. Oplevelserne på kostskolen sætter tydelige spor – ikke kun i ham selv, men også i næste generation.

Virkelighed eller fiktion?

Mange fortællinger om kostskoler bevæger sig i grænselandet mellem autofiktion, inspiration fra virkelige hændelser og ren fantasi. De senere år har debatter og afsløringer kastet nyt lys over de ellers lukkede miljøer, hvor traditioner, hierarkier og forventninger præger hverdagen. Nogle historier virker tæt på virkeligheden, andre mere dramatiske – men fælles for dem er, at de giver et fascinerende indblik i en verden, de færreste selv oplever.