Gør det forbudte – åbn bogen!

Her har vi samlet en række bøger, som nogen ikke ønskede, at du skulle læse. Det er værker, der har været eller stadig er forbudt eller begrænset forskellige steder i verden, sammen med fagbøger, der undersøger censur, demokrati og ytringsfrihedens magt.

Af Sørine Amanda Nielsen

I en tid, hvor politiske strømninger udfordrer ytringsfrihed, demokratiske værdier og retten til fri information, forsvinder bøger fra hylderne flere steder rundt om i verden. 

Bøger er mere end papir og blæk. Den kan give os nye perspektiver, udfordre det, vi tror, vi ved, og åbne vinduer til andre menneskers liv og erfaringer. Den kan få os til at blive vrede, nysgerrige, rørte eller måske endda ændre mening.

Derfor har bøger magt. 

De forbudte bøger fortæller ikke kun deres egne historier. De fortæller også historien om de samfund, der har forsøgt at bestemme, hvad der må læses, og hvad der må tænkes.

Lån eller reservér en af bøgerne og dyk ned i det forbudte.

BLOD – Rudolf Broby-Johansen

Ekspressionistisk, provokerende, rå og samfundskritisk. Da BLOD udkom i 1922, udløste digtsamlingen en skandale med dets digte om blandt andet abort og prostitution. Den blev beslaglagt, og Broby-Johansen blev idømt både bøde og fængselsstraf. 

Persepolis – Marjane Satrapi

I denne grafiske roman fortæller Marjane Satrapi om sin opvækst under den iranske revolution og sit senere liv som immigrant i Europa. Det er en barsk og hjerteskærende men samtidig humoristisk og varm fortælling om oprør, religion, familie og identitet.

Den blinde ugle – Sadegh Hedayat

Kvindehad, paranoia, stofmisbrug, kærlighed, mord og partering. Den blinde ugle er en voldsom og mareridtsagtig fortælling om besættelse og vanvid. Romanen er næsten 100 år gammel, men er stadig kontroversiel, og i Iran blev en kvinde i 2022 idømt fem års fængsel for blot at skrive om bogen.

Mælk og honning – Rupi Kaur

Mælk og honning var blandt de mest udfordrede og forbudte bøger på amerikanske skoler og biblioteker i 2023, blandt andet på grund af digtenes skildringer af seksuel vold. Digtene er en rå skildring af det moderne kvindeliv, der rummer både det smukke og det smertefulde.

Idealister – Hans Scherfig

Manuskriptet måtte smugles til Sverige for at blive udgivet der, da Udenrigsministeriet nedlagde forbud mod bogen i Danmark. Først året efter, i 1945, udkom den skarpt kritiske samfundssatire på dansk.

Tjenerindens fortælling – Margaret Atwood

I Gilead bestemmer staten over kvindernes kroppe, og fertile kvinder tvinges til at føde børn for regimets ledere. Margaret Atwoods dystopi er blevet forbudt og endda brændt på bål flere steder i USA, og derfor blev der i 2022 skabt et unikt, brandsikkert eksemplar af Tjenerindens fortælling som en protest mod bogcensur.

Maus – Art Spiegelman

Hvordan fortæller man historien om Holocaust? Art Spiegelman gør det gennem sin egen families historie og et stærkt metaforisk billedsprog, hvor jøder fremstilles som mus og nazister som katte. Maus blev i 1992 den første grafiske roman til at vinde en Pulitzerpris.

Mit elskede land – Jelena Kostiutjenko

Journalisten Jelena Kostiutjenko har betalt en høj pris for sine reportager fra Rusland. Hun er blevet overfaldet, udsat for forgiftning og lever i dag i eksil. I Mit elskede land tegner hun et personligt og kritisk portræt af sit hjemland og dets udvikling mod et autoritært samfund.

Fahrenheit 451 – Ray Bradbury

Man kan ikke italesætte bogforbud uden at nævne Ray Bradburys dystopiske fremtidsroman, hvor bøger er forbudte og bliver brændt. Derfor er det nærmest ironisk, at dette værk om bogcensur er forbudt på mange amerikanske skolebiblioteker. 

Blodige kronblade – Ngũgĩ wa Thiong'o

Mordmystik møder socialrealisme i Ngũgĩ wa Thiong'os roman om korruption og undertrykkelse i Kenya efter uafhængigheden. Denne regimekritik førte til at Ngugi wa Thiong'o blev fængslet uden dom og måtte leve mange år i eksil.

Brødrene Løvehjerte – Astrid Lindgren

Mange af os er vokset op med Astrid Lindgrens højtelskede børnebøger. Men det tidligere kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet forbød ”Brødrene Løvehjerte”, da man mente, at den manede til uro og oprør, og at bogens mørkere emner som død og selvmord var uegnede for børn.

1984 – George Orwell

George Orwells fremtidsroman om det totalitære overvågningssamfund, hvor staten kontrollerer alt, er et stærkt forsvar af den frie tanke. Romanen har blandt andet været forbudt i Sovjetunionen, da den kritiserede den kommunistiske levemåde, og er stadig forbudt i en række skolebiblioteker i USA, fordi den er for seksuel i sit indhold.

On Censorship – Ai Weiwei

Denne nye fagbog fra 2026 er en lille, men stærk bog på 88 sider, hvor forfatteren Ai Weiwei reflekterer over både censur og selv-censur. Den bygger på hans egne erfaringer, herunder den kinesiske stats overvågning og fængsling af kunstneren.

Gender Queer – Maia Kobabe

Forfatteren savnede selv som ung en bog om kønsusikkerhed og skabte derfor denne prisvindende grafisk roman. Den blev USA’s oftest forbudte bog i 2021-2023, i Australien forsøgte en konservativ aktivist forgæves at få tegneserien censureret, og i Norge bad en skoleleder om, at bogen blev fjernet fra skolebiblioteket.

Ytringsfrihed – Jacob Mchangama

Hvordan er ytringsfriheden blevet en af demokratiets vigtigste værdier? Jacob Mchangama udfolder dens historie fra antikkens Grækenland til den digitale tidsalder og viser, hvordan den har skabt kontroverser og konflikter men samtidig fremmet frihed og lighed.