Fem unge forfattere på shortlisten til Munch-Christensens debutantpris 2026
Årets shortlist til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris består af fem værker – fire romaner og én digtsamling. Feltet byder på spænding, afmagt og håb via usædvanlige fortælleperspektiver, medrivende beskrivelser og levende karakterer.
Af biblioteket
Fem stærke finalister
Juryen bag Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris har i år udvalgt fem stærke finalister til shortlisten. De er:
- Helene Franch: Drude (Gutkind, 2026)
- Lasse Dyrholm Jensen: Supersoaker (Gyldendal, 2025)
- Sigrid Adamsson: Skyerne (Gads Forlag, 2025)
- Feline Kamber: Foder til høns (Gutkind, 2026)
- Dean Butt: Vi er rigtige engle (Gads Forlag, 2026)
Drude
Drude er syv år gammel og skal overnatte hos sine bedsteforældre. Fra en voksens perspektiv, lyder det ufarligt og hyggeligt, men hvis man er syv år, kan det virke meget skræmmende - særligt hvis man fornemmer, at noget ikke helt er, som det skal være.
Helene Franchs roman fortælles effektivt og gribende fra barnets perspektiv, hvilket udfordrer læseren undervejs: Er der noget galt i bedsteforældrenes hjem, eller er det bare en syvårig piges fantasi og hjemve, der spiller hende et puds?
Supersoaker
Lasse Dyrholm Jensens digtsamling er en sammenhængende beskrivelse af et ungt menneskes overgang fra kvinde til mand. Dermed griber digtsamlingen et emne mange har en holdning til, men langt færre forstår.
Supersoaker fortæller en yderst personlig og meget kropslig historie om de udfordringer, man kan møde, når man ikke passer ind i de forventninger samfundet eller ens forældre har. De kortprosa-agtige digte fortæller en levende og medrivende historie, men hverken de kropslige beskrivelser eller de følelsesmæssige udfordringer er for sarte sjæle.
Skyerne
I "Skyerne" møder læseren veninderne A og O, der udforsker deres fælles ungdomsliv i byen. Men hvad sker der med det ultranære venskab, når det udfordres af livet i form af kærester, job og personlige problemer?
Læseren inviteres helt tæt på, når fortælleren skifter fra tredjeperson til et fortællende "vi", der, næsten dokumentarisk, kommenterer på, hvad ”vi” ved og ikke ved om en given situation. Sigrid Adamssons roman tematiserer overbevisende de glæder og den afmagt, der kan følge med et meget nært venskab.
Foder til høns
Mystiske væsener, spøgelser og overraskende mange beskrivelser af natpotter, der bliver tømt. Feline Kambers roman, "Foder til høns", mangler ikke sanselige billeder eller originale karakterer. Læseren stifter bekendtskab med et lokalsamfund på en ø, der er præget af mennesker, dyr og andet, som pirrer nysgerrigheden med en overraskende blanding af fantasy og horror.
Læseren vil støde på mange beskrivelser, hvor man må læse en ekstra gang for at bearbejde, hvad man lige har læst, som fx når man hører om ulvehunden Mis, der slet ikke kan styre sig, når den har en saks. Den ene side æder den næste i takt med fortællerens vildskab.
Vi er rigtige engle
Dean Butts roman, "Vi er rigtige engle", er på mange måder en klassisk roman, der behandler nogle udbredte temaer, så som seksualitet, at blive voksen før tid og forældrenes forfald, men den formår alligevel at træde ud af mængden.
Romanen fortælles med en personlig stemme, der undervejs når til at reflektere over processen med at skrive bogen, man sidder med, og om det nogensinde vil lykkes. Særligt jeg-fortællerens forhold til sine forældre udvikler sig på en måde, der er dybt troværdig uden at blive forudsigelig.
Prisoverrækkelse den 25. september
Prisen er med 2 x 50.000 kr. Danmarks største debutantpris. Bag legatet står Vejles boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen med Vejle Bibliotekerne som samarbejdspartner. Prisoverrækkelsen finder sted den 25. september kl. 16 på Vejle Vejle Kunstmuseum. Der er fri entré og alle er velkomne!
Prisen uddeles hvert år til to forfattere under 50 år. Tidligere modtagere er bl.a. Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Stine Pilgaard, Caspar Eric, Yahya Hassan, Jonas Eika, Liv Duvå og Glenn Bech.
Jury og forlag
Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, gymnasielærer Rasmus Storm, bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotekerne og fondsbestyrer Marie Bojsen.
Bøgerne, der er indstillet til prisen, er udgivet i perioden 1. juli 2025 til 30. juni 2026. De fem finalister er udgivet på tre forskellige forlag: Gyldendal, Gad og Gutkind.