Efteråret kalder på krimier!

De mørke aftener er som skabt til at fordybe sig i uhyggelige plots og dramatiske mordgåder. Her er fem af de nyeste og mest spændende krimier!

Af biblioteket

Efteråret byder på både historiske dramaer, psykologiske thrillere og isnende nordisk noir – fra vikingetidens Danmark til nutidens Stockholm og Reykjavík. 

krimier til efteråret

Frænde - blodspor – en vikinge-thriller 

En af de mest ventede udgivelser dette efterår er Frænde - blodspor, første bind i en ny thrillerserie fra vikingetiden, skrevet af museumsinspektør og forfatter Jeanette Varberg sammen med krimiforfatter Jens Henrik Jensen. 

Her møder vi skjalden Gunhild Ildtunge og den arabiske træl Faysal, der får ni døgn til at opklare et mord, som Gunhilds bror uretmæssigt er anklaget for. Hvis de fejler, venter dødsstraffen.

Jagten på sandheden fører dem tværs gennem Danmark – men de er selv jaget vildt, for fire sorte ryttere er sendt af sted i al hemmelighed med ét formål: at dræbe dem. 

En historisk krimi fyldt med drama, action og et persongalleri, der bringer vikingetiden til live. 

Historisk krimi med stærke kvindeskæbner

Er du mere til storbyens gader og hemmeligheder, kan du glæde dig til Døde kvinder lyver ikke, første bind i den historiske krimiserie Stockholmsmordene. Handlingen udspiller sig i slutningen af 1800-tallets Stockholm, en by i rivende udvikling, men hvor livet bag de smukke facader er præget af ulykker, sygdom og uretfærdighed. 

På en frostkold nytårsnat i 1896 findes en ung kvinde død i en gård på Södermalm. Politiet kalder det en fejlslagen abort, men fire kvinder i ejendommen nægter at acceptere forklaringen. Deres jagt på sandheden fører dem dybt ind i byens sociale lag – hvor mange har alt at tabe, hvis hemmelighederne afsløres.

Døde kvinder lyver ikke er både et stemningsfuldt krimiplot og en barsk skildring af kvinders levevilkår omkring århundredeskiftet. 

Post Mortem - ny svensk krimi 

David Lagercrantz er manden bag kæmpesuccesen Jeg er Zlatan – og forsøgte sig siden som arvtager til Stieg Larssons Millennium-trilogi, dog uden samme gennemslag. Til gengæld har han med serien om Rekke og Vargas for alvor fundet sin plads på krimiscenen.

I tredje bind føres den utraditionelle duo ind i Stockholms litterære miljø på jagt efter en seriemorder. Sporene starter i slutningen af 1980’erne, hvor to unge mænd rejser gennem Europa, og fortsætter tyve år senere, da en ung kvinde fra Baskerlandet findes brutalt myrdet. Snart opdager Rekke og Vargas forbindelser til drab i både Danmark og Finland.

En mystisk, posthumt udgivet novelle om en spansk vildhund viser sig at være en vigtig brik, mens efterforskningen blotlægger hemmeligheder præget af skam og skyld i byens inderkredse.

Fun fact: Romanen bygger delvist på en førstehåndsberetning fra Lagercrantz’ egen ungdom, hvor han rejste gennem Europa med en ven, der viste helt uventede sider af sig selv.

En iskold islandsk krimi – et must på enhver liste

Efteråret kalder på en islandsk krimi, og Yrsa Sigurdardóttir leverer med Flammehav, tredje bind i serien Sort Is.

En ung kvindelig kok tager et midlertidigt job på et stort skib og følger dermed i sin afdøde fars fodspor. Men da hun finder en bog, som burde være sunket med hans lig, frygter hun, at nogen ombord har onde hensigter.

Samtidig graves et gammelt skelet op på et genbrugscenter i Reykjavík. Politibetjentene Týr og Karó, der egentlig ikke skulle håndtere sagen, bliver hurtigt trukket ind i en mordsag. Efterforskningen afslører, at alt hænger sammen med en tragisk ulykke, hvor en trawler brød i brand og sank med hele besætningen.

Flammehav er en intens, iskold krimi, hvor efterforskning og fortidens hemmeligheder smelter sammen. 

Makaber og vanvittigt spændende: Tæl ned fra tyve

Vicekriminalkommissær Adam Bishop står over for et forfærdeligt fund: fem lig, alle markeret med et tal. De spraymalede tegn afslører en skrækindjagende sandhed – morderen tæller ned. Da lægen Romilly Cole hører om mordene, vækkes minder fra en traumatiserende fortid, hun har forsøgt at lægge bag sig. 

Sammen med Bishop må hun konfrontere fortiden – og handle hurtigt, for jo tættere nedtællingen kommer på nul, jo tættere kommer mordene på dem selv.

Tæl ned fra tyve, som er forfatterens anden bog på dansk, er en rå, nervepirrende og makaber thriller, der holder læseren fanget fra første side til sidste - og stjæler nattesøvnen!