Biblioteket anbefaler forårets faglitteratur

Foråret er nu godt på vej til at blive sommer, så lad os sammen se tilbage på nogle af sæsonens udgivelser.

Af biblioteket

Faglitteratur giver os mulighed for at lære om vores verden og os selv. Den lukker os ind bag lukkede døre, og viser os de muligheder som et garnnøgle indeholder. Det kan være vores vej ud i naturen for at nyde solens lys og en kold øl!

Her er vores anbefaling af 5 nye bøger, der fortjener et udlån dette forår.  

Vejret er blevet varmere og den danske natur lokker os ud på gåture – og hvorfor ikke finde en ny hobby på vejen? Morten D. D. Hansen byder os velkommen ind i feltornitologernes verden. Bogen byder på 22 fugleture gennem året og et katalog på over 176 fuglearter, men det er ikke bare et opslagsværk. ”Jeg ser på fugle” er en kærlighedserklæring til den danske natur, både som den er og som den var engang. Hansen er din guide på turen og han har både tips, anekdoter og historiske indblik med i tasken. 

Til læsere med interesse for natur, friluftsliv, fugle og guidede gåture. 

Det er ingen hemmelighed, at svineproduktionen og dyrevelfærd fyldte en masse under forårets Folketingsvalg. ”Flæsk” af Klara Trebbien Rasmussen er et rystende og tankevækkende kig ind i svinestalden. Her dokumenteres den rå hverdag for nogle af de millioner af grise, der lever i det danske landbrug.  

Bogen bygger på forfatterens egne iagttagelser, notater, fotos og videooptagelser fra hendes undercoverarbejde. 

Til læsere med interesse for politiske debatter, dyrevelfærd og samfundskritik.

Biografi møder strikkebog i Maria Bjergs ”Gennem mine hænder”. Bogens omdrejningspunkt er Bjergs historie om hvordan garn og strikkenåle hjalp hende i en periode med stress og depression. Gennem de masker hendes bedstemor lærte hende at slå op, finder hun langsomt livsglæden igen. Rundt om denne rørende og opløftende historie er beskrivelser af håndarbejdsprojekter og craft-psykologi. 

Til læsere med interesse for personlige beretninger, håndarbejde og craft-psykologi. 

Lys. En vigtig og konstant del af vores univers. Det bringer energi og liv til vores planet, og uden det ville alt kollapse. De fleste levende væsner søger instinktiv mod lyset – fra solen, månen eller myggelyset. Derfor er det ikke overraskende af netop lys altid har optaget filosoffer og videnskabsfolk. I ”Bogen om Lyset” af Johan Olsen hører vi om netop sådanne tænkere (Platon, Newton, Bohr, m.m.). Deres tanker om lys understøttes af billeder og illustrationer, og Olsen er en fremragende formidler af hvad der ellers kan være tunge emner. 

Lad os slutte hvor vi startede – i forårs solens varme - og nyde en øl i det skønne vejr. Hvis du er nysgerrig på ølbrygning og ølsmagning så er Kasper Mundt-Nielsens ”Øllets sprog” lige hvad du har brug for. Bogen byder på kapitler om smag, aroma, og de forskellige stilarter man kan brygge derhjemme.  Det er en rigtig fin introduktion for nye ølbryggere. 

For læsere med interesse for øl og hjemmebrygning.