10 korte klassikere på lyd

Vi har samlet 10 uomgængelige forfattere, der giver dig stor litteratur i kort og kompakt format - perfekt til håndbagagen, gåturen eller en stille stund derhjemme.

Af biblioteket

Mange forbinder klassikere med tykke tunge bøger og noget, der kræver mange læsetimer, men der findes mange klassikere, der kan læses på en eftermiddag eller lyttes på under fire timer. 

 

De landlige

Du kan dykke ned i amerikanske John Steinbecks ”Mus og mænd” om to omstrejfende landbrugsarbejdere, der i depressionstidens Californien, drømmer om et regelmæssigt liv på egen gård. 
I George Orwells ”Kammerat Napoleon” findes også et landbrugsscenarie, når en gruppe husdyr gør oprør mod deres bonde og satirisk og sortsynet viser, hvor hurtigt demokrati kan blive til diktatur.

 

De absurde

I Franz Kafkas ”Forvandlingen” er der et helt andet dyr på spil, når bogen absurd skildrer, hvordan hverdagens pligter piner hovedkarakteren Gregor Samsa, selv efter han forvandles til en skarnbasse. 
Også Albert Camus dyrker det absurde i fortællingen ”Den fremmede”, hvor en ung mands meningsløse og kedelige tilværelse tager en dramatisk drejning, da han gør sig skyldig i mord. 

 

De passionerede 

Er du mere til en romantisk fortælling, kan du springe ind i Fjodor Dostojevskijs ”Hvide nætter”, hvor en sentimental ung mand forelsker sig hovedkulds over fire nætter, og samtidig vises forfatterens helt særlige evne til at skildre den menneskelige psyke i al dens omskiftelighed.
Som et usentimentalt men passionsfyldt modstykke står Marguerite Duras’ ”Elskeren”, der selvbiografisk beskriver en ung piges dybe og skandaløse passion for en langt ældre kinesisk mand. 

 

De danske

Karen Blixen der i ”Babettes Gæstebud” behandler både tro og kærlighed, men især kunst og hvad den kræver af kunstneren. 
Herudover kan du opdage eller genlæse Karin Michaëlis, Mathilde Fibiger og Vita Andersen, der i hver deres tid vakte stor opmærksomhed med bøger, der kritiserede samfundets indskrænkning af individets muligheder og frihed. 
Disse fire forfatterinder er alle at finde i den nye danske litteraturkanon fra 2025, hvor Blixen var den eneste kvinde, der var med i den gamle kanon.