BørnehaveReolen - Julehygge og traditioner

Så er det endelig blevet den tid, som rigtig mange børn har glædet sig til hele året. Og det kan jo være sin sag at opfylde de forestillinger og forventninger, der har ophobet sig!

Vi har forsøgt at gøre vores til, at I kan gøre julen hyggelig og rar med de gode historier om nisser og juletid, som hører sig til. For rigtig meget af julen består jo af de historier, vi fortæller hinanden om traditioner, nisser og gamle dage. Bøgerne giver samtidig en god anledning til at lave nogle sysler sammen, som man kan pynte op med eller give til hinanden i julegave.

En hyggelig juleaktivtet er at gå på opdagelse i skoven efter kogler, gran og mos og bygge et hyggeligt nisselandskab eller en juledekoration med de fine ting, man har fundet.

Herunder kan I finde farvelægningsark med Peter Madsens illustrationer fra Troldeliv, hvor hele troldefamilien og gårdnissen Nisse Nik kan printes. En idé er, at I klipper figurerne ud og lader dem flytte ind i jeres landskab fx ved at klistre tegningerne på kogler eller lime dem sammen med både en forside og en bagside og en lille papirfod, så de kan så selv. Så kan I lege videre med universet, selv når dagens afsnit fra julekalenderbogen er slut. I kan også printe dem i stor størrelse og bruge dem som malebog i stedet.

Byg jeres egen sprællenisse

Lad børnene bygge deres egen sprællenisse, som I kan hænge op i børnehaven, eller som kan tages med hjem til glæde for familierne.

Sprællenissen er tegnet af Ursula Seeberg, der også står bag tegningerne i Bjarne Reuters julekalenderhistorie i 24 afsnit, som I kan læse eller lytte til, før, under eller efter I har bygget de fine nisser.

Sådan gør I:

  • Print dokumentet ud, på et stykke karton.
  • Lad børnene farvelægge nissen.
  • Klip ud og prik ud der, hvor sprællenissens arme og ben skal sidde fast.
  • Sæt trykhægter eller små postklips i hulllerne, så nissen samles.
  • Bind snore i samlingerne bag på nissen, og lad en snor hænge ned, så nissen kan sprælle, når man hiver i den.