Seks finalister til debutantprisen 2025
Af Lise Vandborg

Tre digtsamlinger og tre romaner er på årets shortliste til Munch-Christensens debutantpris. Bøgerne repræsenterer nye steder at tale fra og berører emner som psykisk vold, sprogets begrænsninger, barnløshed og komplekse familieforhold. De to vindere afsløres den 26. september til en prisoverrækkelse på Vejle Bibliotek.
Seks stærke finalister
Felix Thorsen Katzenelson: "Skruk skurk"
Amalie Sehested Rom: "Hun har altid lyst til, at der skal være en til"
Emma Rosenzweig: "Jeg giver alt væk"
Christine Kærulv: "Motherlode"
Sidse Laugesen: "Min hardcore høne"
Gustav Valdemar Strange: "Til alle dem der vil forlade mig"
Skruk skurk
Felix Thorsen Katzenelson har skrevet en eksperimenterende og sanselig roman om en ung mands intense ønske om at blive far og den krise, det udløser i hans forhold og selvforståelse. Det er en vild fortælling om identitet, længsel, kærlighed og kroppens begrænsninger, fortalt med både alvor og satirisk bid. Læseren får et sjældent indblik i barnløshed fra den homoseksuelle mands perspektiv. Vi følger manden gå i opløsning i et sommerhus i Sverige, hvor en forvandling finder sted.
Hun har altid lyst til, at der skal være en til
En kortroman, som består af tre spor med hver sin unge hovedkarakter. De tre unge mennesker skal navigere i et samfund, hvor ophav, ensomhed og fattigdom spiller en vigtig rolle. Bogen er skrevet i et billedrigt sprog, og som læser mærker man både desperationen og den sociale indignation. Amalie Sehested Rom har såvel psykologisk som politisk indsigt, og ligesom Asta Olivia Nordenhof udstiller hun samfundets sociale skævhed, og hvordan penge påvirker relationer mellem mennesker.
Jeg giver alt væk
Emma Rosenzweig har skrevet en spøgelseshistorie om besættelse, mødre og døtre og grænserne mellem had og kærlighed, begær og vanvid. I et stort hus i Nordsjælland er en kvinde flyttet sammen med en meget ældre mand og finder sig selv i klichéen om den unge kvinde, der har ødelagt en familie. Overalt i huset finder hun spor af det liv, der lige har været her. Det er en intens, sanselig og sine steder uhyggelig roman, som giver stemme til den, som ellers aldrig får stemme, nemlig 'den anden kvinde'.
Motherlode
Digterjeg’et vokser op på en midtjysk svinefarm med en mor, som udsætter hende for psykisk vold, der i digtene udtrykkes med adskillige udråbstegn. Jeg’et gemmer sig i computerspillet The Sims, hvor hun bygger en alternativ virkelighed, og The Sims bliver metafor for hendes afmægtighed. Christine Kærulv skriver den dysfunktionelle familie gribende frem i et enkelt sprog. Digtene trækker fine tråde mellem computerspillets kontrol, morens verbale vold og gårdens heste- og griseopdræt.
Min hardcore høne
Sidse Laugesen er oversætter fra kinesisk til dansk, men her har hun skrevet daterede digte på kinesisk og derefter oversat dem til dansk. Hvert digt optræder på kinesisk med dansk oversættelse, og som læser oplever man den smukke sammenhæng mellem de to sprog. Digtsamlingen kredser om sprog, krop, autenticitet og nærvær, mens den zoomer ind på konkrete hændelser fra den kinesiske virkelighed som høns og månen, men også politiske emner som feminisme.
Til alle dem der vil forlade mig
Gribende digtsamling om at vokse op i et hjem uden et fælles sprog for svære følelser. Efter sin fars død befinder digterjeg'et sig i et eksistentielt tomrum og søger en sorg, der aldrig kommer. Det er en historie om at finde sig selv, hige efter anerkendelse og forsone sig med omstændighederne. Gennem korte, reflekterende fortællinger med eksistentiel dybde kredser Gustav Valdemar Strange om den skønhed, der ligger i smerten og savnet.
Prisoverrækkelse den 26. september
Prisen er med 2 x 50.000 kr. Danmarks største debutantpris. Bag legatet står Vejles boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen med bibliotekerne som samarbejdspartner. Prisoverrækkelsen finder sted den 26. september kl. 16 på Vejle Bibliotek.
Prisen uddeles hvert år til to forfattere under 50 år. Tidligere modtagere er bl.a. Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Stine Pilgaard, Caspar Eric, Yahya Hassan, Jonas Eika og Liv Duvå.
Jury og forlag
Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, redaktør Lise Vandborg, gymnasielærer Rasmus Storm, bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek og fondsbestyrer Marie Bojsen.
Bøgerne, der er indstillet til prisen, er udgivet i perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025. De seks finalister er udgivet på fire forskellige forlag: Gyldendal, Gad, Korridor og Amulet, og det peger på et bredt ønske om at udgive talentfulde og eksperimenterende debutanter.