Sult på Netflix - når ønskebarnet lader vente på sig
I slutningen af februar er der præmiere på Ditte Hansen og Louise Mieritz filmatisering af Tine Høegs roman, Sult, der handler om at være i fertilitetsbehandling.
Af Barbara Rugholm
Hvad gør fertilitetsbehandling ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop? Det er omdrejningspunktet i Tine Høegs bestsellerroman, som du kan opleve på Netflix fra d. 26. februar.
Sult
I Tine Høegs roman "Sult" fra 2022 skildrer hun med stor indlevelse den længsel, smerte, frustration og håb, der er forbundet med ønsket om at få et barn. Romanen følger forfatteren Mia, der sammen med sin kæreste uden held har forsøgt at få et barn i et år. De starter derfor i fertilitetsbehandling, og Mia begynder at skrive sin tanker og følelser ned.
‘Sult’ er en bog, som insisterer på at vise de mange facetter af et liv i fertilitetsbehandling. At være et menneske i fertilitetssystemet og have en partner, som har en ikke-eksistens i det system. Men det er også en bog, som nuancerer denne “sult” efter forældreskabet. At være voksen og have relationer er også at skulle navigere i sine venners sorger og kriser. At skulle navigere i sin egen sorg over barnløshed, mens ens bedste veninde bliver uønsket gravid og må få en abort. At være bonusmor for sin kærestes børn. At navigere i sin jalousi overfor sin kærestes forældreskab og fællesskab med børnene og deres mor.
"Sult" er en roman om begær efter liv og tager fat på et emne, der fylder for mange.
Når storken flyver forbi
Rigtig mange oplever, at deres ønskebarn ikke bare lige melder sin ankomst, når de er klar til det. Faktisk kommer hvert tiende barn til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Litteraturen og kunsten er med til at aftabuisere og oplyse om ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling. I de senere år har vi set en bølge af bøger, der på forskellig vis kredser om emnet og de store følelser, der er på spil.
ID-NR til Mat.grid
62702613
39186748
61384626
48337872
47480582
136067222
29493545
138402975
Metatag Canonical Link
https://delingstjenesten.dk/artikler/litteratur/sult-pa-netflix