Geir Gulliksen: Tæt på virkeligheden
Geir Gulliksen er aktuel med romanen "Luftrummet over Ukraine" – en fortælling om at være menneske i en tid præget af krig.
Af Barbara Rugholm

Geir Gulliksen (f. 1963) er en Norges mest anerkendte samtidsforfattere. Han har skrevet digte, essays og børnebøger siden 1986, men det er for alvor hans romaner, der har givet ham medvind ud over Norges grænser.
Virkelighedslitteratur
Gulliksen fik sit internationale gennembrud med skilsmisseromanen ”Historie om et ægteskab”, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016. Bogen satte gang i diskussionen om det, man i Norge kalder virkelighedslitteratur (autofiktion) – hvor tæt kan man som forfatter tillade sig at gå på virkeligheden?
Det moderne menneske
Geir Gulliksen rusker op i samfundets fastlåste idéer om ægteskab, kønsroller og begær. Han har skrevet flere romaner om menneskets intime relationer og lyster og bidraget til debatten om den moderne mand og det moderne parforhold, hvor man i selvudviklingens navn glemmer omsorgen for hinanden. Gulliksen formår desuden at beskrive de provokerende og pinlige elementer af livet ved at portrættere det absurde i en verden, hvor politisk korrekthed hersker.
Luftrummet over Ukraine
Nu går Gulliksen igen tæt på virkeligheden med en kortroman om, hvad krigen gør ved os. Hovedpersonen er den 47-årige, fraskilte familiefar Hilding, der lever i det rige og fredelige Norge. Den 24. februar 2022 sidder han og følger Ruslands invasion af Ukraine og bliver besat af nyhedsopdateringer om krigen. Hilding må handle og kører til den polske grænse i sin røde Toyota Corolla for at hente ukrainske flygtninge. Her samler han en kvinde og hendes to teenagebørn op, men på vej til Norge ændrer sønnen planer.
Foto: Gutkind