Kommer vi forbi dagen, der går igen?
Forestil dig, at du vågner den 18. november, selvom det også var den 18. november i går – og er det igen i morgen. Du er trådt ind i Solvej Balles imponerende bogserie.
Af biblioteket
I serien "Om udregning af rumfang" udfordrer Solvej Balle den fremadskridende tid, sin læser, verdenstempoet og meget mere. Hvad er op og ned i serien, og hvordan kommer man i gang?
Plads til langsomhed
Bøgerne er langsomme, tænksomme, repetitive. Er der overhovedet plads til dem i denne årsafslutningssæson, fyldt med gaveindkøb, skolearrangementer og julefrokoster? Ja! Luk bøgerne ind i dit liv – og luk ræset ude for en stund. Det er det hele værd.
Som et omslag i vejret
“Om udregning af rumfang I” er som et pludseligt omslag i vejret, der kræver, at man tager vasketøjet ind og måske ændrer lidt på dagens planer. Men når man har fundet tempoet og mødt den 18. november nogle gange, begynder en ny verden at åbne sig.
Solvej Balle skriver rasende elegant – hun river roligt i verdensordenen og forstuver alt, hvad vi troede, vi vidste.
40 år med Tara
I 2020 inviterede antikvar Tara Selter for første gang læsere med ind i en anderledes verden. Den 18. november sprang Taras tid nemlig ned i en rille – og blev dér. I sjette Rumfangsbog, som udkom i august, har der været 14.712 af dem. Der er dermed gået 40 år …
Hver morgen vågner Tara til den samme dag og husker at have set den før. Hun ved, hvornår det begynder at regne, hvornår hendes mand Thomas går ud i regnen, hvornår han vender hjem og sætter sig i lænestolen ved vinduet mod vejen for at vente på, at Tara også skal komme hjem.
Sammen, men alene
For Thomas – og alle andre, tilsyneladende – er dagen ny, og i går var det den 17. november.
Som 18. november-dagene går, vokser hullet mellem Taras og Thomas’ verdener sig større, trods flere rørende forsøg på at finde hinanden.
Hvad gør Tara nu? Er hun alene i tidsrillen? Hvordan skal hun leve, spise, sove? Skal hun blive – eller bevæge sig?
Hvordan klarer hun ensomheden i nærheden af, men altid fjernt fra, andre mennesker?
Prisbelønnet serie
I 2022 modtog Solvej Balle Nordisk Råds Litteraturpris for romanerne “Om udregning af rumfang” (I, II og III). I foråret var hun med i opløbet om at vinde The International Booker Prize.